Kære forældre og andre interessenter
SELV er Lille Næstved Skoles pædagogiske udviklingsarbejde, der omhandler en fælles tilgang til læring og trivsel.
SELV dækker over grundværdierne Samarbejde, Elevansvar, Læring og Vedholdenhed, og vores læringsstrategier er udformet som seks puslespilsbrikker i hver sin farve.
På Lille Næstved Skole har vi fokus på, at eleverne ved, hvad der forventes af dem, hvad de skal lære samt, hvordan de lærer det.
Vi lægger vægt på, at eleverne bliver selvstændige og opmærksomme på deres egen læring, og hvordan de kan udvikle og bruge forskellige strategier for læring.
Vi ønsker, at alle elever bliver kompetente både i skolen og i livet. Vi håber, at de kan tage deres viden med i andre sammenhænge, så det bliver livslang læring.
SELV er en del af den sammenhængskraft, der betyder, at vi på trods af de enkelte matriklers forskelligheder betragter os som én skole med en fælles vision for vores elever.
Vi har engagerede forældre, der via ord og handling involverer sig i børnenes udvikling. Det er vores håb, at vi sammen kan skabe et fælles sprog mellem skole og hjem.
Vi har valgt at lægge alt materiale ud til inspiration.